tirsdag den 30. juni 2015

Nu er der satset!

...Høet er slået! BOM! Så har vejret bare at vise sig fra den eksemplariske side, så vi kan få høet i hus i små fine Morten Korch- Baller!
Der er jo kun en enkelt hest eller to tilbage, så det er nødvendigt med rigtigt hø i små baller for det kan holde sig og vi kan opbevare det på gammeldags maner oppe på høloftet.

Der er meget, der skal tages med i overvejelserne, når man har sine heste hjemme hos sig selv.
De første år kan jeg huske, jeg rigtig mange gange lod en meget kærlig og taknemmelig tanke svæve til min far, der siden jeg var 10 år har sørget for der var en stald med bokse med vandkopper og strøelse, folde med hegn med strøm i, foder i fodertønden, sadelrum til udstyret, en trailer at køre hesten i og hø på loftet!
Jeg har da altid været med til at køre hø og halm ind, fylde korn i siloen, muge lort ud og alt hvad man nu ellers gør, men der fra og så til at skulle styre slagets gang selv... WOW, jeg synes det er noget af et skridt! Og det har altid været sådan hjemme hos os, at fordi jeg var pige, så blev der ikke gjort så stort et nummer ud af, at lære mig at køre traktor eller andet praktisk! Så nu er jeg glad for jeg har en meget praktisk- begavet mand, der også er vokset op på landet, en far der kommer med gode råd og lægger maskinel til, en svoger med det store maskinel og en lillebror, der kan lokkes til at give en hånd med! -Alt det, bare for jeg kan få mine 200 høballer ind!

Jeg håber på jeg kan give baby-Arn en masse lige så gode minder fra høhøsten, som jeg har fra min barndom. Jeg mindes det som en hektisk tid, hvor de voksne havde ekstra travlt, hvor man sad på høje hølæs, havde kradsemærker op af arme og ben, helt smurt ind i hø fordi man havde svedt mens man moslede rundt i høet og hvor man sov utroligt godt, når man havde tumlet rundt med at stable baller og smide dem på transportøren!

-Jeg kunne selvfølgelig bare ringe til maskinstationen og bede dem komme og wrappe græsset i små "heste-wrapper", men hvor bliver alt det sjove så af??? ;-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar