Jeg blev meget stædig og vældig standhaftig i forhold til, hvordan jeg normalt kender mig selv. Det gik selvfølgelig super fint i starten, og jeg var så glad og tilfreds med livet!
En hest blev solgt, så der kun var to tilbage puha, det var måske godt nok. Og som ugerne gik blev det ret hårdt at slæbe sig op på hest nummer to. I slutningen af august red jeg mit sidste stævne, og det var på ingen måder kønt. I september hygge-red jeg mest en hest, og efter en tur på en lidt for kvik pony, måtte jeg give ind for noget så irriterende som symfyseløsning! Jeg fødte sidst i november.
Her bagefter undrer jeg mig lidt over, hvad det var, der gjorde mig så vedholdende? Hvorfor blev det så nødvendigt at kravle til hest og give den fuld gas?
Jeg er nået frem til, at det nok var en frygt for at blive helt "voksen", for at blive sat bag ud, for at gå glip af noget og for at blive for tyk!
Det gjorde så ondt til sidst når jeg kom af hesten, at jeg måtte give op. Og spurgte man en læge eller min mand, skulle jeg være stoppet længe før. Jeg ventede med at ride til sidst på dagen, for så kunne jeg lunte i bad og vælte i seng direkte efter hest nr. 2.
Om det var dumt? Tja, det var det nu nok, men jeg havde den skønneste sommer og efterår, jeg kan mindes! En masse ridestævner på en dejlig hest og en mand, der ikke ville lade mig tage afsted selv, så han blev slæbt rundt på stævnepladserne.
Lånehesten er videre nu og jeg savner ham, men med baby uden for maven er en hest mere end rigeligt, men jo altså af helt andre årsager! Og jeg fortryder ikke et sekund, at jeg gav den gas med at komme afsted til ridestævner med mave på! -Det kan man nemlig sagtens, hvis man ellers ved at man ikke bliver smidt af :-)
Mr. Bombastic i Brønderslev aug 2014
Ingen kommentarer:
Send en kommentar