Hvordan kan man komme et andet menneske nær, uden at miste sig selv?

...Måske er det hele humlen i alle mine overvejelser omkring at være blevet mor; at stadig holde fast i hvad jeg startede med at kalde en drøm i mit første indlæg! Måske er det bare mig selv jeg forsøger at holde fast i??
Jeg forsvinder i hvert fald lidt fra mig selv i min søvnløshed, som fører til en slags tomthed! Det hedder vidst bare ammehjerne populært sagt, og det er slet slet ikke så udpræget som det har været!
Jeg formår faktisk at handle igen og jeg kan faktisk huske, uden at gå ned og tjekke, om hestene har fået morgenmad :-)

Det andet menneske jeg refererer til i overskriften er selvfølgelig baby-Arn, han er jo fuldt ud afhængig af mig, at jeg vil tage mig af og passe på. Nu er det ikke sådan at han ikke giver lyd, hvis han ikke mener jeg udfører det job godt nok, men hvis jeg ikke hørte efter ham, var han prisgivet!
Rutinen har i vinteren og foråret været sådan, at jeg ammede og skiftede ham og lagde ham i kravlegården, hvorefter jeg i løb skyndte mig ned i stalden, hvor jeg nærmest uden at ænse om hestene stod i deres bokse endnu, fodrede dem og så tilbage til Arn. Det tog max 5 minutter, men sikke lang tid at lade ham være helt alene synes jeg!
Det er allerede fortid, for Arn kan så meget mere nu, og de fem minutter jeg er i stalden om morgenen, klarer han pludrende og smilende enten i barnevognen, i selen på maven eller i sin kravlegård, og jeg er slet ikke så bekymret længere.
Nu er det bare andre og nye ting der bekymrer: Sidder han for meget i autostolen fordi jeg liiige skal afsted efter noget igen? Ligger han for lidt på maven til han nogensinde lærer at kravle? Får han nu nok mad, når nu det ikke hovedsageligt er mælk han lever af længere?

Det er skønt at kunne lægge disse bekymringer bag sig, bare et par timer ind imellem, at efterlade Arn med sin far og forsøge at finde Stinne et sted der inde! Det prøvede jeg i går til undervisning med den søde Alexis hest, der næsten ikke var træls efter alt for mange fridage. Hun gjorde det så fint, det var vidst mere mor her, der skal lære at dampe lidt af og gøre det hele bare lidt mere simpelt!
KISS-princippet er nødvendigt for min ammehjerne og for at Alexis og jeg kan kommunikere!
Keep it simple stupid!

I morgen afleverer jeg Arn hos bedster og kører til NBC2015 i Aalborg, hvor jeg skal skrive for en dommer på ENGELSK! -Hmm, var det ikke ammehjerne jeg påstod jeg stadig led af? -Det skal nok gå godt ;-)