Måske har det altid været sådan, når man har hest, at det nogen gange går godt og andre mindre godt. Men som det er hos mig lige nu, er det nærliggende at give fødsel og baby skylden for at det hele ind i mellem kører af sporet.
Hold op hvor har jeg altså sadlet op mange gange, sat mig til hests og redet 10 - 15 min, for at baby så vågner og ridningen må afbrydes for at trille barnevognen en tur. Nogle dage lykkes det at komme op på hesten igen, andre dage må jeg give op og sadle af. Få gange har jeg givet det andet forsøg samme dag, men der skal altså noget overtalelse til, når barnet endelig er puttet og man selv med et minimum af søvn skal kravle til hestes anden gang på en dag, vel at mærke samme hest!
Lidt som nu, hvor jeg forsøger at skrive dette indlæg, mens jeg løber frem og tilbage mellem pc'en og sengen, hvor en snottet baby bare slet ikke synes han skal sove.
Jeg har forsøgt at komme afsted til undervisning en gang om ugen. Det er et vældigt udstyrsstykke at komme afsted med hest i trailer og baby og barnevogn. Det er lige før at udstyret til den lille baby fylder mere, end det jeg skal have med til hesten. Det er en kunst at få timet det hele, så det passer med at læsse en ikke helt villig hoppe, holde baby glad og helst vågen, så han kan sove i sin barnevogn mens mor får undervisning. Heldigvis har jeg en sød veninde, der gang på gang har stillet op for at lulle barnevogn eller give flaske, så der kunne blive lidt ro til undervisningen.
I onsdags i sidste uge var jeg kommet afsted. Jeg havde fået lokket Carina til at tage mig om formiddagen, det vil sige det blev så til middag i stegende sol, Emma kom smilende ned og overtog barnet i barnevognen, så alle forudsætninger var der for at det skulle blive en god undervisningstime. Jeg var så optimistisk, for langt om længe havde vi ugen før snakket lidt om kontragalop og i det hele taget om andet end at få mit stædige hoppe-dyr til at acceptere at jeg sad der oven på og forlangte at den skulle blive i rammen.
Men det hele blev ligesom ødelagt af en hest, der bare slet, slet ikke synes vi skulle gå til ridning den dag. Den løb og løb og mor her sad bare der og blev mere rasende end en teenager i fuld flor!
Faktisk gik Carina hovedrystende der fra, som om der var ikke meget at stille op. Heldigvis ikke uden at vi fik en snak om, hvad planen var for at komme tilbage på sporet og en aftale om, der ikke måtte gå længe før jeg kom igen.
Nu er der så gået en god uge og det lykkedes ikke i denne uge at komme til undervisning, for sådan kan det gå, når man har en dygtig underviser, der for det første har for meget at lave, ikke har en medhjælp og så stikker af til stævne midt på ugen. Heldigvis er jeg ikke teenager længere, så en fornuftig snak indeholdende lidt ros og en forvisning om, at der faktisk ligger en forståelse og fornemmelse for, hvad ridning går ud på et sted i min underbevidsthed og efter-fødsels-krop har da også gjort at hyppen og jeg er kommet frem til en fælles forståelse igen og er atter på vej i den rigtige retning :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar