søndag den 12. juli 2015

Bonus børn og bonus pony

Med skoleferien er der kommet mere liv i huset og på marken, for min mands piger er kommet og sammen med dem, den mindstes pony!

Deres mor arbejder endnu, så selv om det i princippet ikke er "vores uge", så er tøserne her hos os. Jeg er jo hjemme og Alberte elsker at bruge timer sammen med sin pony.
Alexis er absolut også godt tilfreds, for ponyen Darcy er hendes bedste veninde og selv om der er gået siden sidste sensommer siden de har set hinanden, var der klar gensyns glæde.

Det er nu også ret rart at have lidt mere liv i stalden end bare mig selv, hunden My og Alexis. Også selv om jeg samler grimer op fra staldgangen, stiller støvler på skoreolen, hænger hjelm op og sætter striglerne ordentligt i kassen dagligt. -Man bliver lidt sær af at have det hele for sig selv til dagligt. -Det kan godt være det roder i andres øjne, men det er mit rod, og det er lige som jeg vil have det!

Til hverdag er Darcy på rideskole, hvor den udfører det fine hverv, at være rideskolepony, det er hun vildt god til og ungerne forguder hende. Det blev lavet sådan, for at Alberte kunne få noget ud af sin pony i vinterhalvåret også. Det gik op for hendes forældre (og de inkluderer også mig selv), at det kræver penge og opbakning ikke bare psykisk, men også ved fysisk tilstedeværelse og henten og bringen, at være pony-forældre. Desuden er det kedeligt at være ponypige i en stald langt ude på landet med ingen andre end en stresset bonus-mor at "lege" med. Så der skete ikke rigtig noget det første år Alberte havde en pony. Darcy blev klappet, fodret og trukket ind og ud hverdag af mig, der bare blev skide irrriteret over manglende deltagelse fra barnet og dybest set allermest fra hendes forældre, der ikke tog hende i hånden og gik i stalden med hende.
Nu er alt dejligt med ponyen, Alberte rider undervisning ca. 2 gange om ugen, og så har hun den til fri afbenyttelse i weekender. Og hvis ikke der er nogen forældre, der kører barnet til ponyen i weekenden, har den fri med god samvittighed og bliver nusset og klappet af massere af søde ponypiger.

Og nu har Darcy så ferie! Status på det første år som elevpony er, at Darcy er den rareste pony i hele verden og Alberte er blevet meget meget bedre til at ride! Hun rider gladeligt på naboen frække islænder eller shetlænder og griner så det klukker, når Darcy tager fart over græsmarkerne i hælene på Alexis og jeg! Der er kommet mod og balance!
Om Darcy skal være elevpony resten af den tid Alberte er ponypige, ved jeg ikke, men det har været en rigtig god løsning denne sæson, så jeg tror vi napper en mere! Og så må vi se om barnet snart er bedre end ponyen og hvad der så skal ske!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar